Boligsalget har været vildt og ejendomsmæglere har haft kronede dage under corona pandemien. Ejendomsmægler fra Nybolig: Odder er stadig meget, meget attraktivt
Af Markus Ingemann Jepsen
“Sommerhussalget er steget i hele Odder Kommune, mens villaerne primært er steget i Odder og de kystnære byer. Vi har som alle andre oplevet en stigning i efterspørgslen på alle typer boliger i corona perioden,” siger ejendomsmægler Bo Bjerre fra Nybolig.
En lignende tendens gør sig gældende hos ejendomsmæglerfirmaet ‘John Frandsen’. Ejendomsmægler Daniel Karlsen fra afdelingen siger, at det har været et rekordår for deres nye afdeling:
“Odder afdelingen er kun halvandet år gammel. I 2021 solgte de 65-70 huse. Jeg tror, det er rekord for en nystartet afdeling, og det er, fordi markedet har været vanvittigt under corona.”
Salget har været vildt under corona
Det meste af landet har oplevet en stigning i efterspørgslen på boliger under corona. Daniel Karlsen forklarer blandt andet udviklingen med, at folk ikke har kunnet rejse:
“De har ikke kunnet tage ud at rejse, så hjemmet har været der, de har haft deres opmærksomhed. Det har været en af årsagerne til, at det har været et vildt år på boligmarkedet.”
Forventninger til fremtiden ser lyse ud
Boligsalget er faldet en lille smule i forhold til det højeste niveau under corona pandemien. Dette skyldes blandt andet, at færre boliger bliver udbudt til salg sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Odder ligger dog stadigvæk på et højt niveau:
“Odder er stadig meget, meget attraktivt”, siger ejendomsmægler Bo Bjerre.
Daniel Karlsen har ikke en krystalkugle, men også han ser frem til endnu et stærkt år for boligmarkedet i Odder. Letbane forbindelsen mellem Odder og Aarhus har bragt Odder tættere på Aarhus. Det er med til at stille høje forventninger til det kommende år:
“Vores forventninger er relativt høje til 2022.”