Frivillige i Hou idrætsforening slår op for teltdugene til cirkuslaboratorie

Sommeren starter festligt ud i Hou. En hel dag med gøgl og børneartister er på skemaet, når cirkuslaboratoriet HouHou kommer til byen for første gang i 2022.

Af Emma Vibolt Nielsen

Med støtte fra Nordeafonden byder Hou og omegns Idrætsforening op til leg. En dag spækket med gøgl er sat i kalenderen. Strabadserne finder sted den 2 juni i Hou hallen. Helt konkret er der tale om et cirkuslaboratorie for 0.- til 5.klasserne på Hou skole. Selvom formiddagen er reserveret til livlige skolebørn, så inviteres forældrene om eftermiddagen til børnenes optræden. Alle er velkomne, understreger formand for Hous idrætsforening Karin Daugaard.

En dag for børnene

Cirkusdagen er tegnet og tilrettelagt af Hous Idrætsforening og alle de frivillige hænder, men det kunne ikke havde ladet sig gøre uden skolens opbakning, påpeger Karin Daugaard. Det er de meget taknemmelige over hos HOIF. Intentionen med dagen er, at den skal ryste børnene sammen på tværs af årgangene. Desuden er det højere formål, at styrke det lokale og sociale fælleskab.

”Vi trækker forældrene med ind over dagen, og det bliver koden for, hvorfor det kan lykkes at få forældrene med igen en anden gang”, siger Karin Daugaard.

Frivillige forældre

Karin Daugaard påpeger, at de mange tilbud som idrætsforeningen tilbyder, kun kan lade sig gøre på grund af den store hjælpsomhed fra befolkningen i Hou. Byens forældre gør selv en indsats, hvis de gerne vil have, at deres barn skal have mulighed for at dyrke sport. Idrætsforeningen oplever, at det er meget forskelligt, hvad folk kan bakke op med. Nogle er gode til fodbold, nogle er gode til at organisere og andre vasker de beskidte holdtrøjer.

”Langt de fleste forældre er engageret i noget i Hou. Det bliver man nødt til for at vores børn fortsat skal have de tilbud, der er”, siger Karin Daugaard.